Rødhalet Musvåge

 

Den Rødhalede Musvåge, også kaldet Amerikansk Musvåge har mange farvevariationer, men fælles for dem alle er, at de har den markante rustrøde hale.

Den rustrøde hale udvikles først når fuglen får sin voksendragt i en alder af 2 år. Indtil da, er halen brun.

Den Rødhalede Musvåge adskiller sig fra den danske musvåge (Buteo buteo) ved, at den er ca. 1/3 større. Den har længere fangere (fødder) og tager større bytte, og sidst men ikke mindst den røde hale.

Den Rødhalede Musvåges primære fødevalg er alt fra mus og jordegern til kaniner. I enkelte tilfælde også fuglevildt.

Fuglen er udbredt over hele Amerika, hvor den foretrækker et habitat med åbne områder og skovstepper.

Denne fugl bliver ynglemoden i en alder af 2 år og parret vælger enten selv at bygge en rede, eller overtage en forladt kragerede eller lignende. Når hunnen har lagt de 2-4 æg, skiftes hannen og hunnen til at ruge på dem til de klækker ca. 35 dage efter. Herefter er ungerne afhængige af forældrene ca. 45 dage endnu inden de er flyvefærdige. Ungerne bliver ofte hos forældrene i yderligere et stykke tid for at lære at jage.

Tristan

Tristan er vores 6 år gammel Rødhalet Musvåge-han.

Vi fik ham, da han var 4 måneder gammel. Tristan er ud af et kuld på 3 unger, hvoraf to var hanner og en var hun. 

Tristan er klækket hos én af vores falkonerbekendtskaber. Vi har derfor haft fornøjelsen af, at følge ham fra han var helt lille. 

I og med at Tristan fik lov til at bo hos sine forældre til han var 4 måneder gammel, var han næsten voksen da vi overtog ham. Tristan er derfor en meget bestemt herre, der helst vil bestemme alt selv. Dette gjorde, at der gik en rum tid inden han og jeg blev gode venner. Tiden kom dog, hvor Tristan fandt ud af, at det var sjovere (og mere indbringende på madbudgettet) at samarbejde med mig. 

Siden er det blevet til mange dejlige ture i skoven. Tristan er en smule reserveret, men gør alt for et stykke saftigt kød. Når min kone og jeg går tur i den, nogen gange, uvejsomme skov, elsker han at følge os ubesværet fra trætop til trætop. 

Så snart jeg strækker min arm ud, går der dog ikke mange minutter, før end han har forladt de højere luftlag til fordel for den godbid, jeg har at tilbyde. 

Tristan er i dag, trods sit reserverede ydre, meget knyttet til mennesker, og har bestemt heller ingen problem med, at komme tæt på vores publikum.

Subscribe to RSS - Rødhalet Musvåge