Amerikansk Tårnfalk

 

Den Amerikanske Tårnfalk er en meget lille rovfugl, der adskiller sig fra andre rovfugle ved, at der ingen forskel er på voksen- og ungfugledragten. Begge køn har rødbrune kropsfjer med mørkebrune eller sorte tværstriber. Hannen adskiller sig ved at have blågrå vinger og én bred sort stribe tværs over den røde hale.

Den Amerikanske Tårnfalks naturlige fødevalg er insekter og små gnavere, men om vinteren kan den også finde på at jage mindre fugle.

Fuglen er udbredt i hele Amerika, og den foretrækker et habitat med åbne arealer, hvor de benytter deres evne til at muse når de går på jagt. Når Tårnfalken muser, betyder det at den står stille ét bestemt sted på himlen med svirrende vinger. Den kan holde samme position i en periode hvilket hjælper den til at holde blikket låst fast på dens bytte på jorden.

Tårnfalkehunnen lægger 3-7 æg, som hun ruger ud på ca. 28 dage. Ungerne bliver i reden i ca. 30 dage, og efter de er flyvefærdige bliver de i nærheden af forældrene i yderligere 30 dage.

Den amerikanske Tårnfalk benytter gerne gamle spættehuller til rede, men er også ganske villig til at bruge opsatte redekasser.

Pil og Puk

I Juli 2006 kom vores to Amerikanske Tårnfalke Pil og Puk til verden i Horsens. De er ud af et kuld på 4. Tre var hunner og én var han.

Da vi hentede de to falke, var de kun 8 dage gamle. På det det tidspunkt var de stadig kun dækket af dun og kunne knap stå på deres ben. Pil og Puk var derfor 100% afhængige af os, nu hvor de skulle forlade deres mor. 

Der gik dog kun ganske kort tid, før end de to små falke var fuldstændig trygge ved os. De spiste af vores hånd uden problemer og viste os stor tillid. Vi valgte derfor, at introducere Pil og Puk for publikum på et tidligt tidspunkt. 

Ganske vist kunne de ikke flyve endnu, men vi viste dem frem i deres kurv, som de små falke betragtede som deres rede. På den måde fik publikum en ganske særlig oplevelse og Pil og Puk lærte samtidig, at håndtere større menneskemængder.

Når man arbejder med så lille en fugl som den amerikanske tårnfalk, skal man være opmærksom på, at de, modsat mange større rovfugle, er flyveklar allerede efter 3-4 uger. Dette gjaldt også disse to falke. 

Tiden gik hurtigt og inden længe var de på vingerne og fløj frit omkring. Heldigvis var de fra helt små vant til publikum, så falkene var overhovedet ikke bange for, at være i nærheden af fremmede mennesker. Næsten tværtimod. De to falke kommer den dag i dag stadig meget tæt på publikum og det ser ud som om, at de befinder sig rigtig godt i det miljø.

I dag er det bare Pil vores gæster møder i vores show. Men hun er også spektakulær helt alene.

Subscribe to RSS - Amerikansk Tårnfalk