Gratis tilbud på Bornholms Rovfugleshow

Gratis tilbud på Bornholms Rovfugleshow.

Igen i år kører vi på Bornholms Rovfugleshow med gratis indgang for alle øens børnehaver, vuggestuer og dagplejere.

Dette tilbud køre i uge 14, 15 og uge 18.

Tilbuddet går ud på at man sammen med børnene kan komme og få nærkontakt med fuglene og deres foder, og hygge sig med andre børn og spise madpakker herude. Det vil på de fastsatte dage være fra kl 9.30-11.00.

Ydermere har vi besluttet os for at give gratis skoletjeneste til 5 af øens 6 klasser med henblik på at fortælle og vise de bornholmske skoler hvad vi herude har at byde på i forhold til den daglige undervisning i skolerne. Det er de 5 første der henvender sig der får tilbuddet.

I dette tilbud vil det dreje sig om 2 timers undervisning, show og nærkontakt med og omkring rovfuglene og deres plads i naturen og historien.

Hvis nogle af tilbuddene har interesse kan du ringe på 96793037 og reservere tid.

 

Følg med live fra rovfuglenes reder

Ikke et år uden et væld af nye aktiviteter hos Bornholms Rovfugleshow. I den fornemme historiske og naturvidenskabelige udstilling er der nu sat skærme op, hvor du kan se live fra fuglenes reder og følge med i fuglenes rugning, fodring og pasning af deres unger.
I udstillingen kan du bl.a. lære om rovfuglenes betydning op gennem historien, møde den første flyvende fugl, en dinosaurus, og der er flere nye tiltag på vej.
Hovedattraktionen er naturligvis stadig, når falkonererne Louise og Martin Ramstrup giver deres forrygende show med mange slags fritflyvende ørne, ugler, falke, gribbe m.fl. Publikum er helt tæt på, og børnene inddrages ofte i opvisningen. Naturvejleder Thomas Guldbæk er nyansat på stedet, og han vil før og efter shows stå til rådighed for gæsterne med forsøg, aktiviteter m.m.
Igen i år køres aftenshows i samarbejde med Bornholms Sommerfuglepark, og der er mulighed for at købe kombibilletter til de to steder til fordelagtig pris.

Bornholms Rovfugleshow ligger på Lille Gadegårdsvej midt på øen i en spektakulær naturkulisse omgivet af vandløb, søer og klipper, og der arbejdes på at forskønne det fantastiske område yderligere, så gæsterne kan nyde den utrolige udsigt.
Stedet har en stor indendørs flyvehal, hvortil opvisningerne rykkes i tilfælde af dårligt vejr, samt café, biograf og udstillingsrum. Butikken har et kæmpestort sortiment af alt i rovfugleverdenen.
Bornholms Rovfugleshow har i år udvidet skoletjenesten, så børn, unge og grupper kan erhverve sig endnu mere viden om fuglene og naturen omkring dem.
I påsken er der åbent i dagene 28., 29. 30. og 31 marts. I april åbent officielt hver tirsdag formiddag med en times show.

af Kim Holm, Denne uges Bornholm